Forstå de unge - Unge som kanariefugle

– Når mistrivsel er et signal fra dem, der mærker det først

I gamle dage tog minearbejdere kanariefugle med ned i minen. Fuglene var små og sårbare, men de var de første til at reagere på giftige gasser. Hvis fuglen faldt om, vidste man, at der var fare på færde. Det var ikke fuglen, der var problemet – det var omgivelserne.

Jeg oplever, at mange unge i dag minder om de kanariefugle. Når de mistrives, bliver det ofte set som deres personlige problem. Vi leder efter diagnoser, forklaringer og individuelle løsninger. Men måske prøver de at vise os noget vigtigere. Måske er deres reaktioner et signal om, at noget i vores samfund ikke er, som det burde være.

I mit arbejde med unge og familier ser jeg det igen og igen: Unge, der kæmper med uro, angst, lavt selvværd og en følelse af ikke at slå til. Det er let at vende blikket indad og spørge: Hvad fejler du? Men hvad hvis vi i stedet spurgte:
Hvordan ser dit liv ud? Hvad er du en del af? Hvad bliver der krævet af dig?

Vi lever i et samfund, hvor tempoet er højt, præstation fylder meget, og der ofte er lidt for langt mellem de ægte, trygge relationer. Det er ikke mærkeligt, at de unge reagerer. Det ville faktisk være mærkeligt, hvis de ikke gjorde det.

Mistrivsel behøver ikke altid være tegn på sygdom. Det kan også være en sund reaktion på noget usundt. Når unge ikke trives, må vi spørge os selv:
Er det dem, der skal fikses – eller er det omgivelserne, der skal ændres?

Jeg har valgt at lave en serie af opslag om unge, fordi det er et område, der ligger mig dybt på sinde. Jeg har arbejdet med unge i mange år – både som lærer og som familieterapeut – og jeg ved, at der gemmer sig stærke fortællinger og vigtige budskaber bag deres symptomer.

Det handler ikke om at finde skyld. Det handler om at lytte. Være nysgerrig. Og tage de unges signaler alvorligt – før vi forsøger at dæmpe dem.

Du kan følge serien her på bloggen eller på Instagram: @trinekargaard.dk
– hvor jeg løbende deler refleksioner, spørgsmål og håb for en bedre forståelse af dem, vi kalder den næste generation.

Næste
Næste

Hvad folk tror skolevægring handler om…